Historien om tagpap:
Hvad er tagpap egentlig, og hvor stammer det fra?
“Tagpap adskiller sig fra andre former for tagbeklædning ved sin ensartethed og plane struktur. De relativt få samlinger er en af tagpaptagets mange kvaliteter, som ved siden af dets vindfasthed og ringe vægt har bevirket, at tagpapdækkede tage har så stor udbredelse. Tagpaptaget er samtidig en af de billigste tagdækningsformer.
Tagpaptaget er alsidigt i brugsmæssig henseende. Frem til slutningen af 1940’erne blev tagpap først og fremmest brugt på udhuse, landbrugs- og fabriksbygninger, sommerhuse, skure og haller m.m. Senere blev tagpap anvendt på en lang række andre bygningstyper, bl.a. helt nye boligbebyggelser.”
Historien om tagpap:
Hvis man er lidt fræk, og lidt tvetydig, så ser det ud som om, Noa brugte tagpap til sin ark (Første mosebog, VI 14) Men så vildt er det nok ikke. Bortset fra det, så hører man første gang om tagpap i 1787, da en svensk læge omtaler “stenpap”
Materialet var 2-3 mm tykke tavler formet af sand og ler, sammenholdt med et armeringsmateriale af plantefibre og overstrøget med tjære. Selv om produkterne mindede om hinanden, var der forskel på tjærepap, og asfalt pap. Dog de begge er vandtætte, bestandige mod det barske klima, har de en god klæbeevne. Asfalten lugter stort set ikke, mens stenkulstjære har en noget stikkende lugt, der på inden måde minder om den mildere duft af trætjære.
Den tagpap, som man brugte for omkring 200 år siden, har ikke mange andre lighedspunkter med moderne tagpapper end netop navnet. Til gengæld svarede benævnelsen tagpap mere til produkterne. Dengang var det håndlavede papark, som bestod af træpulp (formalet træ og vand) og cellulosefibre, der
blev tjæreimprægneret. Senere var det kludepap tilvirket af bomulds- og uldfibre fra oprevne klude. Først omkring midten af 1800-årene begyndte man at fremstille tagpap i ruller.
Tagpappens udbredelse:
En dansk tagpapfabrik nævnes første gang i Kraks Vejviser i 1863 – Wilhjelm Erichsen & Co’s Stentagpapfabrik. Fabrikken fik hurtigt konkurrenter, og i 1880 var der i Danmark 5 tagpapfabrikker. I 1890’erne begyndte man i Europa efter amerikansk forbillede at fremstille tagpap med asfaltimprægnering og med asfaltdæklag med forskellig stenbestrøning(skifer).
Tagpapdækning var af brandmæssige årsager i praksis forbudt anvendt i etageboligbyggeriet helt frem til 1930’erne. Først med Københavns bygningsvedtægt af 1939 bliver tagpap
almindeligt tilladt på nærmere angivne vilkår. I dag er det er krav, at tagpap har en bRoof t2 godkendelse, der modvirker brand, og flyvebrand.
Selve prøvningen efter TS/EN 1187 foregår i en prøvningsopstilling, hvor der tændes et lille bål på overfladen af tagdækning, samtidig med at der blæses luft henover overfladen ved 2 m/s eller 4 m/s. Efter 15 minutter undersøges skaderne i både tagdækningen og underlaget. Hvis prøvningen sker på meget brændbar tagdækning, må branden slukkes med en ildslukker inden de 15 minutter er gået.
( https://www.phonixtagmaterialer.dk/sites/all/modules/handbook/pdf/brand.pdf)
Tagpappens opbygning:
De tidlige tagpaptypers armeringsmateriale var kludepap, dvs. en råpap fremstillet af oprevne uld- og bomuldsklude, ofte tilsat jutefibre. Armeringen kunne både opsuge og bære imprægneringen. På gamle tagpaptage kan man opleve, at imprægneringsmaterialet er nedbrudt i en sådan grad, at pappets uld- og bomuldsfibre står frem med en lådden, sølvgrå overflade, hvor det i dag ville være glasfiber eller polyester.
Moderne tagpap er baseret på polyester- eller glasfiltarmering med en imprægnering og overfladebehandling af asfaltbitumen (asfalt tilsat kemisk materiale som i de fleste tilfælde er en sammensætning af Styren butadien Styren (SBS)). Nogle tagpaptyper indeholder ligeledes en gummi indblandet i overfladematerialet for at gøre tagpappen yderligere stærk og smidig. Alle med samme afslutning, nemlig strøet skifer i alskens farver, for at beskytte bitumen mod solens uv stråler.
Der findes 4 typer tagdækning
Listedækning, underlæggende og overlæggende kapper
Shingles
Plankedækning
Glatdækning:
Glatdækning er den ældste metode, som stammer fra tiden med papark. Paparkene eller tavlerne blev sømmet
med smedede søm på alle fire kanter. Efter oplægning og sømning blev taget overstrøget med tjære, som blev holdt varm i en stor kedel. Glatdækning kan udføres med et eller flere lag pap. En traditionel glatdækning på enkle, simple bygninger har kun et lag pap. Ved 2 lag tagpap, med en underpap og en overpap, sømmes underpappen, medens overpappen fuldklæbes med varm asfalt.
Listedækning:
Traditionelt set, var listedækning en måde af få overlæg tæt på. I dag er det udelukkende æstetisk.
Listedækning med underlæggende kapper:
Afhængig af tagets opbygning, finder man midten, og måler ud til begge sider, hvorefter man beslutter sig om tagdækningen skal starte med en liste i midten, eller en bane i midten.
Herefter svejser man trekant lister på af rockwool, eller skyder stål lister på. Derefter svejser man en 33 cm bred strimmel oven på listen, og bruger et specielt trykhjul, som sørger for god vedhæftning, og en skarp kant. Dernæst oplægges baner og fuldsvejses.
Listedækning med overlæggende kapper:
Samme procedure som ovenstående, bortset fra man rykker listerne 10 cm tættere sammen, så banen kører 5 cm op af listen i begge sider, og man afslutter tagdækningen med en 10 cm bred strimmel oven på listen.
Shingles:
Shingles kommer i pakker, hvor et stykke dækker ca 25×100 cm.
Taget opmåles meget nøjagtigt og shingles sømmes på uden brug af ild.
Plankedækning:
Dette er en meget speciel type tagdækning, der ikke bliver udført særlig meget af. Man starter med at måle taget meget nøjagtigt op. Derefter starter man tagdækningen, med det man kalder en halstaff, som er en halv trærundstok, hvor overpappen er svejst på bagsiden, stokken sømmes fast i sternen, og overpappen svejses på fladen. Dernæst samme procedure, med planken, der i profil minder om en flyvinge. Planken sømmes, og overpappen svejses på fladen, og sømmes dernæst. Sådan fortsætter man, indtil kippen er nået.
Der findes desuden ældre typer tagdækning som build up tag og københavner tag.
Build up tag:
Denne type var særlig populær op gennem 60´erne, fordi man brugte sten til at holde pappen på plads, og for at beskytte mod solen, lidt som med grønt tag, så sagtnede stenene også vandmængderne når det virkelig regnede, men det betød at taget blev meget tungt, og krævede derfor en ordentlig konstruktion.
Københavner tag:
Et københavnertag er typisk et fladt tag, med minimal hældning, og typisk med tegl på siderne. Tegl så pænt ud nede fra, pappen var en billig måde at slippe for høj rejsning.
Læs mere om renovering her
Kilder:
https://www.phonixtagmaterialer.dk/4-klasse-t-tagd-kningbroof-t2
